Gå til indhold

Praktikerfaringer

Her kan du læse om tidligere praktikanters erfaringer.

Frida, 25 år, studerer Peace and Conflict Transformation på UiT Norges Arktiske Universitet. Politisk-Arktisk praktikant fra d. 1. august, 2023 – 31. januar, 2024. 

Min hverdag som en del af ambassadens politiske team har været spændende og med varierende arbejdsopgaver. Størstedelen af arbejdet har bestået af indrapportering til danske ministerier samt internt mellem de forskellige danske ambassader. Indrapporteringsaspektet har sjældent været ensformigt, men har tværtimod givet mig en masse ny viden om diverse emner der rør sig i Finland såvel som i EU generelt. Her har jeg beskæftiget mig med en bred vifte af emner såsom sikkerhedspolitik, energi, land- og skovbrug og meget mere. En del tid er også gået med at følge den nye regerings reformarbejde samt optakten til det finske præsidentvalg.

Indrapporteringsopgaverne har krævet en del selvstændig research samt ansvarstagen, men jeg har fra start følt en høj grad af tillid fra mine kollegaer. Ud over rapportskrivning så har praktikopholdet også været fyldt med møder i de finske ministerier samt deltagelse i flere spændende events og foredrag. Især har jeg sat pris på muligheden for at deltage i seminarer på basis af interesse, hvor jeg eksempelvis har deltaget i flere omhandlende Kina. Derudover har jeg som arktisk praktikant haft muligheden for at samarbejde på tværs med de andre danske praktikanter i de arktiske lande, i form af en fælles rapport om klimaproblemstillinger i Arktis. Her har jeg haft mulighed for at dykke ned i emner af stor interesse for mig, såsom oprindelige folks rettigheder og politikken på dette område.

Alt i alt har mit ophold i Helsingfors været meget givende, da jeg har fået et godt indblik i det diplomatiske arbejde samtidig med, at jeg rent personligt går herfra med en følelse af øget forståelse for mig selv og mine kompetencer. Sidst men ikke mindst går jeg herfra med nye bekendtskaber og venskaber som jeg ikke ville have været foruden. Det sociale netværk blandt praktikanter fra diverse ambassader i byen har været skønt at opleve.

 

Mette, 24 år, studerer International Communication Management på SDU i Odense. Public Diplomacy praktikant fra d. 1. august, 2023 – 31. januar, 2024

Mit praktikophold på ambassaden har budt på mange spændende og varierede opgaver. Jeg har arbejdet med ambassadens strategiske kommunikation, primært med fokus på sociale medier, men også f.eks. hjemmesideredigering og projektkoordinering.

Som praktikant er man bestemt en integral del af ambassadens hverdag og arbejdsopgaver. Jeg føler, at jeg er blevet lyttet til, når jeg kom med idéer eller forslag til emner, der kunne være interessante for mig at arbejde med. Dette gælder specielt ift. sociale medier, hvor jeg føler, jeg har fået meget frihed til at komme med sjove idéer samt fået lov til at arbejde meget kreativt og eksperimentere med forskellige initiativer. Det samme gør sig gældende for diverse arrangementer jeg har været involveret i – jeg føler, mine forslag er blevet taget til seriøs overvejelse.

Alt i alt har det været en fantastisk oplevelse at være i praktik her på ambassaden. Princippet ”frihed under ansvar” har været en central del af arbejdstilgangen, hvilket virkelig har givet mig mulighed for at udvikle mig både fagligt og personligt. Derudover har det gode fællesskab på ambassaden været en meget positiv oplevelse – som praktikant har man følt sig meget inkluderet i det sociale på arbejdspladsen og man er blevet set som en ligeværdig kollega.

 

Nicolai, 31 år, studerer International Security and Law på SDU Odense. Politisk-Økonomisk praktikant fra d. 1. august, 2023 – 31. januar, 2024. 

Jeg søgte stillingen som politisk praktikant hos ambassaden i Helsingfors, da jeg altid har fundet udenrigspolitik og hele den diplomatiske del af denne utroligt spændende. Igennem praktikforløbet på ambassaden har jeg fået udvist en stor mængde tillid, og der har fra start været en formodning om at man har kunnet arbejde selvstændigt, dog altid med mulighed for at modtage vejledning fra sine kollegaer hvis det har været nødvendigt.

Arbejdsopgaverne på ambassaden har været utroligt varierende, samtidigt med at jeg har haft stor mulighed for selv at præge hvilke emner jeg har beskæftiget mig med. Da jeg har en stor interesse inden for forsvarspolitik, har der været mulighed for at have et øget fokus på emner relateret til dette.

Arbejdsopgaverne har bestået af at rapportere tilbage til København, deltage i briefinger hos de finske ministerier, tage til seminarer for at holde sig opdateret på forskellige relevante emner, samt deltaget i forskellig events som ambassaden har afholdt. Det har været spændende at observere forskelle og ligheder i de danske og finske positioner på forskellige politiske områder, og jeg har flere gange følt at min horisont har udviklet sig, ved at dykke så dybt ned i et nyt lands politiske landskab. 

I løbet af mine 6 måneder som praktikant på ambassaden, har haft mulighed for at udvikle både mine faglige og professionelle kompetencer i rigtig høj grad, samtidig med at jeg har følt mig positivt udfordret med jævne mellemrum. Min praktikperiode på ambassaden i Helsingfors er en mulighed jeg ikke ville have været foruden.

 

Galina, 23 år, studerer Statskundskab på Københavns Universitet, Politisk-økonomisk praktikant fra d. 1. februar, 2023 – 31. juli, 2023.

Jeg søgte stillingen som praktikant på ambassaden i Helsingfors, da jeg vidste at et ophold på ambassaden her ville byde på et spændende forår – og jeg er bestemt ikke blevet skuffet.

Under Finlands NATO-medlemskab og parlamentsvalg har man, som en del af det politiske team, haft lejlighed til at følge processerne helt tæt. Grundet ambassadens størrelse indtager man en væsentlig og vigtig rolle til at få det daglige rapporteringsarbejde til at køre rundt.

Arbejdsopgaverne er varierende, og man stifter et bredt bekendtskab til en række forskellige emner, der netop er aktuelle i Finland.

Mit ophold på ambassaden har også budt på meget ansvarstilskrivelse. Dette har især været tilfældet i arbejdet med Public Diplomacy, hvor jeg har arbejdet med projektkoordinering og strategisk kommunikation bl.a. i forbindelse med vores event ’Nordic Pride’, der blev udarbejdet i samarbejde med de andre nordiske ambassader og Helsinki Pride.

Generelt har jeg oplevet en stor inklusion i ambassadens daglige virke på lige fod med de andre ansatte. Undervejs har det travle forår også budt på meget faglig læring og personlig udvikling. Alt i alt har mit praktikophold været utrolig lærerigt og interessant – med rig mulighed for selvstændig opgaveløsning.

 

Laura, 24 år, studerer Statskundskab på Aarhus Universitet. Politisk-Arktisk praktikant fra 1. februar 2023 – 31. juli 2023.

Mit praktikophold på ambassaden i Helsingfors har budt på en lang række forskelligartede opgaver med alt fra præsentationer for besøgende og politiske indrapporteringer til briefinger i ministerier og deltagelse i events. Dagligdagen på ambassaden har været travl og præget af en høj grad af tillid og ansvar for de arbejdsopgaver jeg har skulle udføre. Dette har krævet stor grad af selvstændighed og overblik, der til gengæld har resulteret i en følelse af at være en integreret del af arbejdspladsen.

Jeg har desuden haft mulighed for at dykke ekstra ned i arktiske anliggender, der blandt andet har omhandlet lovgivningsprocesser, vedvarende energi i Arktis samt oprindelige folks rettigheder. Jeg har derudover arbejdet tæt sammen med både det arktiske kontor i Udenrigsministeriet samt de andre danske praktikanter på ambassaderne i de arktiske lande, for at samarbejde om en fælles indberetning.

Mit ophold i Helsingfors har været lærerigt og givende - både fagligt og personligt. Jeg har fået et unikt indblik i arbejdet i udenrigstjenesten og ikke mindst sikret mig erfaringer til mit fremtidige arbejdsliv.