Spring til indhold

Praktikantstillinger

Generelt

Ambassaden i Helsinki er en lille arbejdsplads med ni faste medarbejdere, to danske praktikanter og én finsk studentermedhjælper. Ambassaden tilbyder praktikophold med mangfoldige opgaver og muligheder for at påvirke disse.

Ambassaden tilbyder sædvanligvis to praktikpladser for danske studerende; én indenfor det politisk-økonomiske område med fokus på EU-området samt én inden for det kommercielle område, hvor der varetages eksportfremmeopgaver. Ambassaden har også en finsk studentermedhjælper inden for det kommercielle område.

Et praktikophold i den politiske afdeling eller i handelsafdelingen i Finland er en unik mulighed for at supplere studiet med praktisk erfaring og få indblik i finske samfunds- og erhvervsforhold. Som praktikant på ambassaden vil man blive inddraget i en lang række områder af ambassadens daglige arbejde, og dermed få styrket sin profil betydeligt i løbet af et spændende halvår.

Kvalifikationer

Praktikanten bør som minimum have en afsluttet grunduddannelse fra et universitet eller tilsvarende. Fortrinsvis søges der studerende som mangler 1-2 år af uddannelsen. Ambassaden modtager gerne ansøgninger fra studerende med baggrund i jura, handel, økonomi, statsvidenskab, kommunikation og kultur, men studerende fra andre områder opfordres også til at søge. Gode engelskkundskaber er nødvendige, og kendskab til svensk og/eller finsk vil være en fordel. IT kundskaber på brugerniveau er påkrævet.

Varighed

Et praktikophold er af 6 måneders varighed (1. februar - 31. juli eller 1. august- 31. januar). Bemærk, at man kun kan have ét ophold i den danske udenrigstjeneste.

Aftaleforhold og løn

Der indgås en praktikaftale for praktikopholdet. Praktikopholdet er ulønnet, men ambassaden yder et månedligt tilskud til dækning af specificerede og dokumenterede udgifter inden for en månedlig beløbsgrænse på 3.600 DKK. Det kan være udgifter til rejse ved tiltrædelse og ophør af praktikopholdet, visum, bolig, forsikringer, lokal transport samt andre typer af udgifter, der knytter sig til praktikopholdet. Det er under opholdet muligt at modtage SU efter gældende regler. Herudover opfordres praktikanten til at søge legater til at dække eventuelle øvrige udgifter. Et praktikophold er som regel af 6 måneders varighed. Praktikanterne er selv ansvarlige for at finde en bolig. Dog kan ambassaden være behjælpelig med dette.

Praktikerfaringer

Læs om tidligere praktikanters erfaringer her.

 

 Alt  ''