Spring til indhold

Vareeksporten i juni 2019

Vareeksporten faldt 4,9 pct. i juni. Årsstigningstakten faldt til 4,4 pct.

Vareeksporten eksklusiv energivarer, skibe og fly faldt 4,9 pct. i juni 2019 i forhold til maj, viser den seneste sæsonkorrigerede opgørelse fra Danmarks Statistik. Årsstigningstakten, dvs. væksten de seneste 12 måneder i forhold til 12 måneder forud, faldt til 4,4 pct. fra forrige måneds årsvækst på 4,7 pct. Væksten i årets første seks måneder i forhold til samme periode i 2018 har været 6,9 pct. 

Faldet i vareeksporten i juni på 4,9 pct. i forhold til maj skal ses på baggrund af en relativ stor stigning i maj i forhold til april på 4,7 pct. Målt over de seneste tre måneder i forhold til tre måneder forud, har væksten således været 2,6 pct., og på 6- og 12-måneders basis har væksten været henholdsvis 4,1 og 4,4 pct. i forhold til en tilsvarende periode forud. Dette indikerer, at de relativt store udsving i maj og juni er udtryk for periodeforskydninger, og ikke umiddelbart kan fortolkes som udtryk for ændringer i den underliggende vækst. Undtagelser herfra er dog vareeksporten til Storbritannien, som har udvist betydelige svaghedstegn i 2018 og igennem første halvår 2019, formentlig blandt andet som følge af usikkerheden om betingelserne for den britiske udtræden af EU og det svækkede britiske pund. Modsat har vareeksporten til USA, på trods af et fald i juni 2019, udvist betydelig styrke igennem første halvår 2019.

Grafer og tabeller kan ses i den fulde rapport her.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til cheføkonom Jacob Warburg på tlf. 33921214/25267569 eller jacwar@um.dk