Spring til indhold

Ambassadens opgaver


Ambassadens vigtigste opgave er at varetage Danmarks interesser i Finland ved:

  • aktivt at formidle og fremme danske holdninger og synspunkter og ved analyser og vurderinger af den politiske og økonomiske udvikling i Finland at holde danske myndigheder orienteret om områder af særlig interesse for Danmark,
  • at styrke den danske eksportindsats og at fremme investeringsaktiviteterne mellem Danmark og Finland,
  • at yde hurtig og effektiv bistand til danske statsborgere i Finland samt
  • at udbrede kendskabet til Danmark, danske holdninger og dansk kultur.

                    

Ambassadens arbejde kan deles op på følgende hovedområder:

1. Ambassaden varetager Danmarks udenrigspolitiske og -økonomiske interesser

Det er ambassadens arbejde at sørge for, at beslutningstagere på alle niveauer i Danmark og i Finland har det bedste informationsgrundlag for at træffe beslutninger, der kan have betydning for danske (og finske) interesser. På baggrund af sin indgående indsigt leverer ambassaden analyser og vurderinger af Finlands interesser og synspunkter til danske beslutningstagere og forsøger at finde områder for mulige alliancer mellem Danmark og Finland. Indberetningerne forud for EU-rådsmøder spiller en helt særlig rolle i det danske system bl.a. til brug for orientering af Folketingets Europaudvalg om det aktuelle forhandlingsbillede, herunder de andre landes ”bundlinjer”, og til at fastlægge den danske forhandlingstaktik, der skal sikre størst mulig dansk indflydelse på det endelige resultat. For at kunne give sådanne vurderinger af Finlands politiske mål i konkrete sager opretholder ambassaden fortrolige og direkte kontakter til de politiske og administrative beslutningstagere i Finland. Ambassaden forsøger endvidere at påvirke meningsdannelsen i Finland for at sikre dansk indflydelse, når politiske beslutninger skal træffes af finske myndigheder. Det sker gennem en aktiv indsats over for regeringsmedlemmer, andre politikere, medier, organisationer m.fl.

2. Fremme af dansk eksport og udenlandske investeringer i Danmark

Ambassaden fungerer som sparringspartner og rådgiver for danske virksomheder for at fremme dansk eksport og danske virksomheders internationalisering og etablering i Finland. Ambassaden har også til opgave at ”sælge” Danmark til finske investorer med henblik på at få finske virksomheder til at investere i Danmark. Det er ambassadens opgave at opbygge professionelle netværk mellem danske handels- og interesseorganisationer og de modsvarende finske organisationer, skabe strategiske alliancer og på enhver måde udbygge de kommercielle forbindelse mellem Danmark og Finland. Det langsigtede arbejde i form af markedsudviklingsprojekter spiller en stor rolle i eksport- og investeringsfremmearbejdet, så ambassaden i god tid kan identificere nye forretningsområder og påbegynde projekter, der kan føre til udnyttelse af disse forretningsmuligheder.

3. Bistand til danske statsborgere i Finland

Ambassadens bistand til danske statsborgere i Finland spænder over en bred vifte af ydelser, herunder udstedelse af pas og kørekort, fremskaffelse og udfærdigelse af attester, erklæringer mv., bistand i familieretlige sager, legaliseringer, overførsel af penge, hjælp i forbindelse med hospitalsindlæggelse, arrestation, fængsling, bortførelser, dødsfald og sager vedrørende alvorlige forbrydelser mod danskere. En tilkaldevagtordning på ambassaden sikrer, at nødstedte danskere kan få bistand hurtigt og effektivt 24 timer i døgnet. På vegne af Udlændingestyrelsen udfærdiger ambassaden opholds- og/eller arbejdstilladelser og udsteder visum til tredjelandsborgere.

4. Kultur og information

Ambassaden gør en stor indsats for at udbrede kendskabet til Danmark og danske holdninger. Det sker dels ved generel informationsvirksomhed over for offentligheden og medierne, dels ved at arrangere danske kulturelle arrangementer i Finland samt finde sponsorer til kulturarrangementer med dansk deltagelse. Derudover formidler ambassaden kontakter mellem kultur- og uddannelsesinstitutioner i Danmark og Finland. Ambassaden bistår endvidere Danmarks Turistråd med at fremme finsk turisme i Danmark.

5. Logistiske opgaver

Ambassaden har som led i sit arbejde en række logistiske opgaver. Ambassaden står for den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af besøg af kongehus, ministre, folketingsudvalg og andre politikere, organisationer, journalister m.fl. Ambassaden står ligeledes for den praktiske tilrettelæggelse og gennemførelse af konferencer og seminarer i forbindelse med dansk eksportfremme og kulturfremme. Lokaler på ambassaden og de udsendte medarbejderes boliger, specielt chefsboligen, kan benyttes som ramme for sådanne arrangementer.